Jeg er simpelthen så træt af dig.

Fysisk og psykisk.

Venter med at gå nedenunder fordi jeg ved at du bare vil råbe af mig.

Som altid.

Skynder mig op på mit værelse så jeg ikke skal se dig i øjnene.

Du mener altid at jeg lyver over for dig.

Hvorfor er det at du ikke tror på mig?

Du tror mig aldrig når jeg siger at jeg er syg.

Siger endda at du er ligeglad med mig. At jeg skal i skole, uanset hvordan jeg har det.

Du har indrømmet et par gange at du faktisk er ligeglad med mig. Med hvad jeg går og laver.

Men endelig stoler du på mig. Jeg må tage steder hen men.. Det ikke det samme.. Fordi når jeg kommer hjem hører jeg altid det samme. ''Jeg tror ikke på dig''

Det gør ondt at vide, at din egen mor ikke engang tror på dig.

At vi skal slås hver dag.. Hver evig eneste dag..

Det gør ondt at huske.. At du har været voldelig. 

Fysisk vold.

Jeg glæder mig til at komme væk.

Helt væk.

Starte på en frisk.

Du respekterer mig ikke.

Burde du ikke det? 

Er skuffet fordi jeg kun har haft pige kærester.

Jamen undskyld mig at de drenge jeg har været interesseret i, endte med at mobbe mig ud af skolen.

Undskyld at der ikke er nogle drenge der falder for mig.

Undskyld at jeg ikke er tiltrækkende.