So confused..

I'm on the edge of tears.
It feels like watching someone die right in front of your eyes
You can't move a inch and you can't move your lips
They don't need you to feel better


--------------------------------------------------------
Jeg så det aldrig komme. 
Vi har skændes meget.
Men alligevel har vi altid sagt til sidst at vi elskede hinanden. Glemt det hele.
Du skrev altid, ''Bliv hos mig til verdenens ende''. Det gjorde mig glad. Selvfølgelig ville jeg det. 
Jeg elskede dig af hele mit hjerte. Det gør jeg stadig. mere end du ved.

Men en dag fik du nok. Vores uenigheder havde såret dig. Det gjorde også ondt på mig. Du traf dit valg.
Jeg savner dig mere end nogensinde. Du er mit et og alt. Min verden. Den eneste jeg nogensinde har elsket så højt som jeg gør. 
Jeg prøvede at sige undskyld men.. Du ville ikke høre på det. Det gjorde for ondt som du sagde. 


Der gik en dag eller to. Så skrev du til mig. Jeg kunne mærke at jeg fik et sug i maven og mit hjerte begyndte at banke vildt. 
Hvad ville du? Det var det der kørte i hovedet på mig da jeg så beskeden fra dig. Jeg tog mig sammen og åbnede den. Jeg faldt sammen på knæ og begyndte at græde. 'jeg elsker dig'. De ord. De betyder så meget for mig. Jeg troede aldrig jeg skulle se dig skrive dem igen. Jeg skrev at jeg også elskede dig - for det gjorde jeg jo. Og gør stadig.


Vi skulle i tivoli med nogle venner. Jeg stod og snakkede. Og der kom du. Hele min verden snurede rundt og jeg fik endnu et sug i maven. Jeg ville så gerne sige hej men.. Jeg var bange. Du ignorerede mig - Jeg kiggede efter dig. Det havde jeg det fint med. Det bare at se dig.. Det var nok for mig.
Vi samlede os alle og gik i tivoli. Jeg gik sammen med at par venner. Havde glemt det hele. - Jeg fik en besked. Den var fra dig. Jeg begyndte at ryste og lukkede hurtigt op for smsen. '' Er du ok, hun'? '' stod der. ''Hun' .. Hun kaldte mig hun' .. '' jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg svarede dog nej. Jeg havde det dårligt. Både psykisk og fysisk - men det sagde jeg ikke. Du ville give mig et kram næste gang vi sås. Jeg var ved at græde. Et kram? Et kram fra dig..
Så kom tiden endelig. Du kom med de andre. Jeg kunne mærke at mit hjerte var ved at hoppe ud af mit bryst. Jeg smilede svagt hen mod dig, men du så ikke på mig. Jeg fik et kram af min anden veninde. Men du skænkede mig intet. Ikke engang et blik. Du så ikke på mig. Du ignorerede mig! I gik.. Jeg var ved at græde.. Det kunne de godt se, men de spurgte ikke hvad der var galt. Jeg fik istedet et kram.


Du skrev igen. Jeg var skuffet.. Men jeg ville så gerne i kontakt med dig. Der gik noget tid. Vi skrev længe. Igen... ''I love you''. Jeg begyndte at græde. Jeg kunne ikke holde det tilbage. Jeg var bange. Bange for at miste dig. Hvilket jeg egentligt havde men.. Ikke helt. Jeg var så glad. Så glad for at du stadig elskede mig. 
-------------------------------------------------------------------
Du skrev at du ikke kunne holde det ud. Det gjorde for ondt det hele. At jeg havde pint dig. Leget med dit hjerte. Du ville ikke høre på mig når jeg prøvede at undskylde. Når jeg sagde det ikke var min mening.. Når jeg sagde at jeg elskede dig.. Du ignorerede det. Ignorerede det fact at det hele også gjorde ondt på mig. Det eneste jeg prøvede på var at gøre dig glad. At gøre dig bevidst på at jeg elskede dig.. Men nej. Det var alt sammen min skyld. Det meste ER min skyld. Men en del af skraldet er også dit. Du sårer mig når du peger alle de slemme ting ud jeg har gjord når det eneste jeg ville var at holde af dig. Jeg indrømmede alle mine synder. At ja, jeg var jaloux. Ja, jeg ville ha' dig for mig selv. Men det var kun fordi jeg elskede dig så højt og ikke ville miste dig. Det er egoistisk.. Jeg ved det..


Jeg har blandede følelser. Jeg er såret. Jeg elsker dig. Jeg vil ikke miste dig. 
Vi blev enige. Enige om hvad vi skulle. Jeg er glad for valget, men det er bare så hårdt.


Jeg elsker dig så højt.